DESIGN KONKURRENCE - 2. PRÆMIE

Det blev Astrid Jørgensen som vandt 2. Præmien i vores design konkurrence. Hun har kaldt sit fine smykke 'Maya Ballerina'.

Læs med her om hendes tanker bag designet:

1. Hvad inspirerede dig til at skabe dit smykke?
Jeg prøver altid at skabe de smykker, jeg gerne vil se ude i verden, og det betyder, at jeg bestræber mig på at lave smykker, som man ikke nødvendigvis har set før. Jeg kan godt lide, at et smykke er en vigtig del af et outfit; det må gerne fortælle sin egen historie, for det kan et smykke godt bære. Ballerinaens skørt er konstrueret, som det er, fordi den runde skive naturligvis er en elegant klassiker, men der skulle ske noget mere i smykket. Jeg valgte at lave en ballerina, fordi ballerinaen med sin lethed og finhed er et af mine yndlingsmotiver, og hendes historie passede perfekt ind i rammen på en fortælling om håb og forandring. Som jeg skrev i min beskrivelse til smykket:
En ballerina er det fineste symbol på elegance, ynde og raffinement. Når store forandringer truer med at komme trillende ind i vores liv, betragter vi dem med en blanding af ærefrygt og fascination på samme måde, som man ser på en ballerina, der kaster sig frygtløst rundt på en scene. Hun fremstår på én gang utroligt skrøbelig og uendeligt stærk på samme måde som det håb, vi alle sammen bærer rundt på; håbet om, at et lysere og lettere år end det forgangne venter os forude."
Det var, da jeg gik på efterskole, at jeg lærte at lave smykker og forelskede mig i håndværket, og det sidste smykke, jeg lavede på skolen, forestiller også en ballerina. Jeg har valgt at opkalde smykket, Maya Ballerina, efter min sølvlærer, Maja, som lærte mig om det vidunderlige fag, så man kan sige, at smykket er en hyldest til hende og stedet, hvor jeg lærte, at jeg elsker at lave smykker.
 
2. Hvad gør den kreative process for dig?
Jeg elsker at befinde mig i en kreativ proces og er i én eller flere hele tiden. Jeg elsker at skabe ting med mine hænder, og jeg får nonstop inspiration til det næste, jeg gerne vil kreere. Jeg kan bruge timer på at spekulere på, hvordan jeg kan skabe lige præcis dét, jeg godt kunne tænke mig, ud fra de teknikker, jeg kender til. Idéerne kommer som regel, når jeg mindst venter det, og så må jeg skynde mig at skrive dem ned eller tegne dem, også hvis det betyder, at jeg er nødt til at stå op, efter jeg egentlig var gået i seng. Jeg arbejder hele tiden på at lære nye ting og dygtiggøre mig, så jeg kan mere og mere af det, jeg gerne vil. Det er blevet så naturlig en del af mig - det, at der i kølvandet på en idé kommer et hav af overvejelser om, hvordan den nu kan føres ud i livet -, at det ikke rigtig er noget, jeg tænker over; det sker bare. Og jeg elsker det.
 
3. Hvad er dine håb og drømme for 2021?
Det første, jeg tænkte på, er, at jeg håber, jeg kan komme til at fejre min storesøsters fødselsdag. Der var en lang periode under første nedlukning, hvor vi ikke kunne se hinanden, så vi fik ikke fejret hende, og det håber jeg, vi kan komme til på et tidspunkt i løbet af det nye år. Derudover håber jeg på et år, hvor man snart kan få lov til at kaste sig i armene på mennesker, man har savnet, uden en kejtet vi-slår-bare-albuerne-sammen-dans. Et år, hvor man ikke behøver sætte en ekstra sundhedsmæssig overvejelse i alt, hvad man gør, og spørge sig selv og samvittigheden om lov, inden man går uden for en dør. Jeg håber på et år, hvor  fællesskabet bliver en selvfølge igen, nu, hvor vi er blevet mindet om, at det er et privilegium. At vi igen kan få lov til at sige, at ja, selvfølgelig er der plads til én til. Og til sidst en drøm, der er en konstant for mig: jeg drømmer om på den ene eller anden måde at kunne gøre en forskel med noget, jeg har skabt, om det så kun er en lille én for et enkelt menneske, der blev lykkelig for et par øreringe, jeg lavede til hende. Jeg håber, der bliver meget mere af dét i 2021.
 
4. Hvilke Verdensmål er vigtigst for dig?
Da jeg for første gang hørte om Verdensmålene, fremstod det helt uvirkeligt, at der findes sådan en dagsorden. Tænk, at man har stillet sig selv spørgsmålet om, hvad der vil udgøre den ideelle verden, og sat det op som et mål snarere end en fantasi. Jeg synes, der er en enorm vigtighed i mål nr. 13, målet om klimaindsatsen, og dennes nært beslægtede, mål nr. 12 (ansvarligt forbrug og produktion), nr. 14 (livet i havet) og nr. 15 (livet på land). Vi er nødt til at have en klode, der er passet på og fungerer, før vi kan arbejde med de dagsordener, der forudsætter, at vi stadig har et sted at bo. Når det så er sagt, vil jeg også nævne noget andet. For et par år siden på havnen i Århus løb jeg uventet ind i et læringsarrangement, der handlede om Verdensmålene. Der var blandt andet en stand med 17 cylinderformede kolber – én for hvert Verdensmål –, og der blev uddelt nogle små, grønne poletter til folk. Det var meningen, at man skulle putte sin polet ned i kolben, der repræsenterede dét Verdensmål, man syntes, var vigtigst. Jeg fik også en polet, men jeg traf aldrig min beslutning. Jeg ville ikke vælge. Jeg tog poletten, som i øvrigt er af massivt plastik, med mig hjem, og nu ligger den i en sølvæske, som har form som en skildpadde. En plastikpolet inde i maven på en skildpadde. Jeg kunne ikke vælge, for der er en grund til, at det lige præcis er de mål, FN har linet op i en pæn kø på 17 mand. Det er, fordi de alle sammen rummer en kæmpestor vigtighed, der alle er afgørende i drømmen om en perfekt verden. Det har jeg gemt min lille, grønne plastikpolet for at minde mig selv om.

Efterlad en kommentar

Alle kommentarer bliver gennemgået før de offentliggøres